Fem danske virksomheder hædres for eksportsucces

Fem danske virksomheder gør sig så godt på verdensmarkedet, at de nu bliver hædret med en kongelig pris.

Pels, fiskekonserves, sommerhuse, cylindersmøresystemer og spinatfrø.

Det er produkterne fra de fem danske virksomheder, som gør det så godt på eksportmarkederne, at de torsdag bliver hædret med en Kong Frederik den Niendes Hæderspris for deres eksportsucces. Det oplyser Udenrigsministeriet.

De fem prismodtagere er Sæby Fiskeindustri A/S, Novasol A/S, Hans Jensen Lubricators A/S, Jensen Seeds A/S og Kopenhagen Fur.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr glæder sig over, at de fem virksomheder har haft stor succes på de internationale markeder.

- Hædersprisen er velfortjent. Virksomhederne har alle gjort det rigtig godt på eksportmarkederne og forstår at udnytte de globale markedsmuligheder, skriver ministeren i en pressemeddelelse.

For at gøre sig fortjent til prisen skal virksomhederne blandt andet have en væsentlig og fortsat forøgelse af eksporten over en periode på tre år, en væsentlig højere eksportandel end gennemsnittet indenfor branchen og en særlig fremtrædende position på verdensmarkedet.

Prins Henrik, som er formand for komitéen bag hædersprisen, overrækker prisen til de fem eksportvirksomheder ved en ceremoni på Kongeskibet Dannebrog torsdag klokken 15.


Seneste nyt

fra Nordjylland