Feriepengesagen: Intet er på plads endnu
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Spillerforeningen og Divisionsforeningen er endnu ikke blevet enige om, hvor mange kroner klubberne skylder.
Intet er på plads i den såkaldte feriepengesag, der trækker i langdrag, efter at Brøndby i september tabte tre prøvesager i Fodboldens Voldgiftsret og blev dømt til at efterbetale tre tidligere spillere sammenlagt fire millioner kroner i feriepenge.
Mandag mødtes Spillerforeningen igen med Divisionsforeningen for at få opgjort det beløb, som de involverede klubber skal efterbetale.
Men der kan ikke siges meget nyt, fortæller Mads Øland, Spillerforeningens direktør.
- Jeg kan ikke sige mere end, at vi fortsætter møderne ugen ud. Om vi mødes, mailes eller snakkes ved, har vi ikke aftalt, men det kan siges meget hurtigt: Vi havde et godt møde og fortsætter drøftelserne ugen ud, lyder det fra Mads Øland.
1. oktober udtalte Mads Øland, at parterne havde lavet en køreplan, hvor det var forventet at få opgjort det samlede beløb inden for de næste to måneder, altså oktober og november.
- Jeg kan ikke melde noget ud, før vi er færdige med denne omgang med Divisionsforeningen, siger Mads Øland nu.
Han håber på at have en konklusion klar om en uges tid, og på spørgsmålet om, hvorvidt der sker noget i sagen inden nytår eller først i 2013, svarer han:
- Jeg kan og vil ikke komme med en delmelding om, at det bliver på denne side af nytår eller ej.
- Det kommer an på, hvad vi bliver enige om i løbet af ugen. Vi har en klar interesse i at blive færdige hurtigst muligt, og det har Divisionsforeningen også, siger Mads Øland.
Det er de tre tidligere Brøndby-spillere Martin Ericsson, Thomas Rasmussen og Peter Madsen, der blev brugt i prøvesagerne.
Brøndby står til at miste 23,5 millioner kroner plus renter, da omkring 60 spillere ifølge Spillerforeningen har feriepenge til gode i klubben.
Cirka 1500 spillere fra omkring 40 klubber er involveret i sagen, men hvor mange penge, det drejer sig om i de andre klubber, vides altså endnu ikke.