Fire anholdte efter indbrudsbølge
Foto: Tommy Hald
Nordjyllands Politi har anholdt fire unge mænd efter weekendens mange indbrud. Nu undersøger de, om de fire kunne stå bag.
Fra fredag til søndag var der 60 anmeldelser om indbrud i Nordjylland. Tirsdag anholdte politiet fire mistænkte. De anholdte er alle mænd. tre 18-årige og en 17-årig.
- Vi anholdte dem efter et indbrud i Brønderslev, hvor de aller er fra. Vi efterforsker, om de står bag flere, men det tyder ikke på det, siger leder af berigelsessektionen under den centrale efterforskning ved Nordjyllands Politi, Sune Myrup.
Det er hele regionen, der er ramt, og politiet formoder, at de fleste af indbrudene er lavet af udenlandske kriminelle.
- Ved en stor del af indbrudene er der lavet underboringer, hvilket tyder på, at det er udlændinge. Der er også brugt brækjern ved nogle af dem, siger han.
Sune Myrup oplyser, at de endnu ikke har et endeligt gennembrud, men de har nogle konkrete spor og signalementer, som efterforskes.