Fire personer tiltalt for drab i skeletsagen
Drabet på den 45-årige Søren Sterup Jensen fra Aalborg endte med en tiltale mod fire personer. Det oplyser statsadvokaten tirsdag
En makaber sag om et nedgravet skelet endte tirsdag med en tiltale mod fire personer. Skelettet er de jordiske rester af Søren Sterup Jensen, og statsadvokaten for Nord- og Østjylland har nu lavet sit anklageskrift færdig.
En 22-årig mand tiltales for manddrab, mens tre personer på 25, 27 og 39 år tiltales for vold med døden til følge.
Da politifolk i sommer trænede med hunde i Tranum Klitplantage, fandt de et nedgravet skelet.
Søren Sterup Jensen havde dengang været forsvundet i godt to år, og ifølge anklageskriftet skete drabet på ham den 3. september 2004.
De fire tiltalte slæbte den hjemløse Søren Sterup Jensen, der dengang var 45 år, ned til stranden ved Hou.
Her lagde den 22-årige et bælte om halsen på offeret og trak til. De tre medtiltalte sparkede og slog på offeret, mens han blev trukket ud i vandet. Her mistede han livet.
En af de tiltalte er svensk statsborger og blev i begyndelsen af november anholdt og fængslet i den svenske by Skellefteå. Her nægtede sig skyldig, men blev i december udleveret til Danmark.
Den 22-årige risikerer fængslet på livstid, men de tre andre står til op til 10 års fængsel, hvis de dømmes skyldige efter anklageskriftet.
/ritzau/