Firma i Hobro støber fængselsmur
Den nye fængselsmur i Hobro.
Betonelementer udsmykket med fine fuglemotiver og kraftig nok til at modstå en gummiged. Det er kravene til en ny fængselsmur som lige nu bliver støbt i Hobro.
DS Elcobyg i Hobro laver normalt store grove betonelementer, men elementerne til fængslet i Herstedvester er anderledes. Inden betonen bliver hældt i formen bliver der placeret fine fugle- eller træmotiver på bunden af formen. Når betonen bliver hældt på trænger farven i motiverne op og præger dem ind i betonen. Det er fangerne og fængselspersonalet som har bestemt motiverne, og de handler meget om frihed.
- Det er nok fordi de kan føle sig lidt ude i naturen på den måde. Samtidig har de gået meget op i farven. Jeg tror at vi har lavet 10 til 12 prøver, for at ramme den rigtige varme farve. Det er simpelthen for at holde humøret oppe inde ved dem, siger produktionschefen hos DS Elcobyg, Carsten Kronborg til TV2/NORD.
En fængselsmur vigtigste opgave er at holde fangerne inde i fængslet, og det kan være svært. I 1995 kørte en gummiged ind i ringmuren ved Vridsløselille og væltede den. 13 fanger slap fri. Det skulle ikke kunne ske med den nye mur.
- Den burde kunne holde til en gummiged. Den er i hver fald fyldt med armeringsjern, siger produktionschefen hos DS Elcobyg, Carsten Kronborg til TV2/NORD.
Kast med mobiltelefoner over fængselsmure er en udbredt sport ved de danske fængsler, men i fremtiden bliver det noget svære i Herstedvester.
- Det burde ikke kunne lade sig gøre. Nogle meter før muren er der et sikkerhedshegn, så man skal være rigtig god håndboldsspiller for at kaste en mobil over både hegn og mur, siger produktionschefen hos DS Elcobyg, Carsten Kronborg til TV2/NORD.
Den nye ringmur, ved fængslet i Herstedvester, skal efter planen stå færdig til sommer.