Firmaidræt hitter
Foto: Michael Andersen (Arkiv)
Motion i firmaregi bliver mere og mere populært. Kollegerne nyder at på sved på panden sammen.
Hos it-virksomheden Nordic Computer i Nørresundby er en høj puls nærmere reglen end undtagelsen.
Her deltager hele 24 ud af 25 medarbejdere i motionsløb i forbindelse med deres arbejde.
- Det giver et styrket fællesskab, og så lærer man andre sider af hinanden at kende, som man ikke lærer i det daglige, fortæller marketingschef Nanna Hall Rasmussen.
Hvert år stiller virksomheden op til omkring 5 større løb. I denne weekend har flere af de ansatte været med i et bikemaraton i Fitnessworld i Aalborg - både for at styrke det sociale sammenhold, men også for at samle ind til kræftafdelingen på Aalborg Sygehus.
- Motionsløbene gør, at vi på mandag har noget andet at snakke om. Det er sgu sjovt at se hinanden på en mere aktiv måde, hvor man ser sine kolleger på en ny måde, siger Nanna Hall Rasmussen.
I alt 353.000 danskere dyrker idræt igennem deres arbejdsplads.