Fiskeridirektoratet på stort kontrolbesøg

Ni forskellige samlecentraler i Jylland fik mandag besøg af Fiskeridirektoratet, som et led i myndighedssamarbejdet "Operation Sorte Fisk."

Fiskeridirektoratet havde nettet ude efter bilag hos de ni samlecentraler, for at undersøge, om det antal fisk de køber, også svarer overens med antallet de sælger. Resultatet af kontrolaktionen vil først foreligge når bilagene er gennemgået.

- Nu ligger der et meget stort arbejde foran os med at gennemgå samlecentralernes bilag og få udredt de spørgsmål vi måtte have til regnskaberne. Ud fra enhver risikobetragtning er samlecentralerne et kritisk kontrolpunkt. Derfor har vi fundet det nødvendigt og relevant at foretage en grundig kontrol af samtlige virksomheder, siger Fiskeriinspektør Finn Vind i en pressemeddelelse.

Landets samlecentraler fungerer som et grossistled, hvor det enkelte fiskefartøj lander sin fangst. Samlecentralen sorterer fiskene og sælger dem videre, som regel på den lokale fiskeauktion.
Kvotestyringen i Danmark baserer sig på indberetninger fra førstehåndskøbere, altså samlecentralerne. Og ved at krydstjekke centralernes bilag for køb og salg, kan Fiskeridirektoratet sikre sig at kvoterne overholdes.

Fire af de ni samlecentraler, der fik besøg i går, har igennem den seneste tid været under skærpet opsyn, og skal hver måned rapportere om alt køb og salg til Fiskeridirektoratet. De skærpede opsyn skyldes, at den ene samlecentral tilsyneladende har solgt flere fisk end de har købt. For de tre andre er der tale om, at Fiskeridirektoratet ønsker et mere præcist billede af handelsmønstrene på de konkrete samlecentraler.


Seneste nyt

fra Nordjylland