Fiskeriminister: Alternativet havde været nul fiskeri af jomfruhummere
Fiskeriminister Mogens Jensen (S) mener, det må betyde noget for fiskerne, at de stadig har muligheden for at fiske både torsk og jomfruhummere trods kameraovervågning.
- Alternativet til at have kameramonitorering, ville have været, at vi slet ikke ville have en torske-kvote, og det vil sige, at så ville der ikke blive fisket jomfruhummere. Det er der rigtig mange fiskere, der rent faktisk lever af, siger fiskeriminister Mogens Jensen (S) og tilføjer:
- Så alternativet til det her, ville have været til skade og ugunst for fiskerne, så jeg lavede den her aftale for at sikre, at fiskerne stadig kunne fiske jomfruhummere i Kattegat.
Sådan forklarer han i dag, at danske fiskere i Kattegat skal have monteret videoovervågning.
Overskrider privatlivets grænser
Henrik Krogh Larsen fra Strandby er en af de første fiskere i Kattegat, der skal have installeret overvågningsudstyr, og efter at have modtaget den besked, har han besluttet sig for at sælge skibet FN 261 Stjerne.
- Det overskrider privatlivets grænser, det synes jeg. Jeg tror ikke, der er nogen, der ville finde sig i det, siger han i dag til TV2 Nord.
Ministeren står, på trods af Henrik Krogh Larsens beslutning, fast på, at den politiske aftale om overvågning på fartøjerne er det bedste alternativ.
- At han overvejer at sælge, det vil jeg gerne beklage. Men alternativet havde været, at han ikke længere kunne fiske jomfruhummere i Kattegat - og jo heller ikke torsk. Det har han mulighed for nu, og jeg mener, det må betyde noget for en fisker, at man stadig har mulighed for at fiske, også selvom man har overvågning af, at man ikke overfisker.