Fjordbank sætter landbrug på tilbud

I et forsøg på at slippe af med stribevis af kriseramte landmænd arbejder den krakkede Fjordbank Mors med planer om at foretage massive nedskrivninger på sine kriseramte kunder inden for landbruget.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Samlet set udgør landbruget godt 15 pct. af udlån og garantier i den krakkede fusionsbank, og ifølge Jyllands-Postens oplysninger kan en nedskrivning på de hårdt plagede landmænd, der bl.a. tæller svinebønder og mælkeproducenter, meget vel løbe op i over 1 mia. kr.

Baggrunden for nedskrivningen er, at Fjordbank Mors dermed vil sikre, at staten og Finansiel Stabilitet ikke ender som bank for de mange pressede landmænd, da kunderne vil være langt mere attraktive for andre banker, hvis der allerede er foretaget betydelige nedskrivninger på engagementerne.

-Det er klart, at vi arbejder på at få så mange at vores kunder med over i et nyt penge institut, for det overordnede mål er, at færrest mulige bliver tilbage i en statslig bank. Det er på nuværende tidspunkt dog svært at sige, hvor mange landmænd der skal foretages nedskrivninger eller hensættelser på, siger formand i Fjordbank Mors Ole Lyngh Jørgensen til Jyllands-Posten.

/Ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland