Flere børn og unge burde på astmaskole

Cirka 100 nordjyske børn og unge kommer hvert år på Region Nordjyllands astmaskole. Mange flere har astma og kunne få det bedre, hvis de også kom på skolen.

Et besøg på Region Nordjyllands Astmaskole kan være en næsten hæsblæsende oplevelse. Her er der både motion og teori på programmet.

10-årige Valdemar Høiseth fra Nibe går på et af holdene, og løber rundt efter en ballon med en fluesmækker, mens pulsen stiger.

- Jeg kan mærke, jeg bliver mere forpustet, men jeg kan ikke mærke min astma, siger han.

Øvelsen går netop ud på at kunne kende forskellen og blive fortrolig med astmaen, som man kan leve et helt normalt liv med, hvis den bliver behandlet korrekt.

- Vores mål er, at de skal få kendskab til deres astma, så astmaen ikke styrer dem, men de styrer astmaen. Så kan de have et liv som deres kammerater, der ikke har astma, siger sygeplejerske på astmaskolen, Anne Mette Pape.

Astmaskolen har eksisteret siden 1997. Den er for alle skolebørn mellem 6 og 16 år, som har fået diagnosen astma. Skolen har base på Aalborg Universitetshospital, men der er afdelinger i Hjørring, Frederikshavn, Hobro, Aars og Thisted.

På skolen lærer eleverne, hvad astma er, hvad der kan udløse den, hvordan de skal tage deres medicin og holde øje med astmaen ved at blæse i et peak flow meter.

Der er fire skoledage á to en halv time, og cirka 100 elever går hvert år på skolen.

Men på skolen ved man, at mange flere børn og unge har astma, og at de også ville have gavn af at komme på skolen.

- Nogle gange vil de ikke selv. Det kan også være, at forældrene ikke føler, de har tid. Men det kan også skyldes, at de praktiserende læger ikke er opmærksomme på os, og derfor ikke henviser til os, siger en ærgerlig Anne Mette Pape.

Hendes erfaring er, at børn, der ikke ved hvorfor, det er vigtigt at tage den forebyggende medicin, ofte glemmer det.

Det var tilfældet for Sahra Kilele.

- Jeg har lært meget og fået mere styr på det, siger hun, og suppleres af sin mor Cady Mampouya, der sammen med de andre forældre sidder pænt i baggrunden, mens børnene lære om astma.

- Nu husker hun altid sin medicin. Det kunne hun godt glemme før, lyder det fra en meget glad mor.


Seneste nyt

fra Nordjylland