Flere busture på vej til det vestlige Nordjylland
Foto: TV2/Nord
Fra august og frem bliver der skruet op for bus- og togdriften i Nordjylland – det meddeler Nordjyllands Trafikselskab i en pressemeddelelse.
Der kan være håb forude, hvis du mangler busforbindelser til og fra din nordjyske bopæl. Særligt, hvis du bor i den vestlige del af regionen.
Sammen med Region Nordjylland samt kommunerne Thisted, Morsø, Jammerbugt og Vesthimmerland søsætter Nordjyllands Trafikselskab projektet ”Hovednet Vest” som et 3‐årigt forsøgsprojekt. Regionen og kommunerne har ifølge pressemeddelelsen sammenlagt afsat 16 millioner kroner til udvidelsen. Det betyder, at der bliver flere afgange på en række større ruter i det vestlige Nordjylland i den køreplan, som træder i kraft fra den 11. august.
Hos Nordjyllands Trafikselskab har det været et særligt fokuspunkt at få puslespillet til at gå op, så nordjyderne allerede i august kan benytte sig af den nye køreplan fremfor først til december 2019, hvor togkøreplanerne normalt justeres. Samlet set forventes kørselsomfanget med bus udvidet med ca. 2.600 køreplantimer og der forventes en tilvækst på ca. 48.000 rejser som følge af ændringerne.
Flere togafgange i Vendsyssel
Og der er flere offentlige transportmuligheder på vej. I samme ombæring forøges Nordjyske Jernbaners kørselsomfang i Vendsyssel nemlig med 10 procent. Ifølge pressemeddelelsen indsættes flere afgange, primært mellem Frederikshavn og Hjørring.
- Da vi overtog den regionale togdrift i 2017, var det med en klar ambition om at give nordjyderne mere tog for pengene og ikke mindst flere direkte afgange mellem de større byer i regionen. Med den nye køreplan så øger vi antallet af afgange med 10% og opgraderer samtidig hovednettet i vest.
- Dertil kommer en tilpasning af lokale og regionale ruter for at sikre, at den kollektive trafik kommer til at hænge bedst muligt sammen. Så vi er rigtig godt på vej til at sikre nordjyderne en frekvent og sammenhængende kollektiv trafik, siger Nuuradiin Hussein, bestyrelsesformand for NT i pressemeddelelsen.