Flere færgeafgange er påvirket af vejret
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Vinden er ved at aftage, men giver stadig problemer for færgetrafikken i Nordjylland.
Vinden er så småt ved at slippe sit greb på landets nordligste del, men igen i dag er nordjyske færgeafgange påvirket af vejret.
Flere færgeafgange er igen i dag søndag aflyst. Selvom den kraftige vind har aftaget søndag morgen, påvirker vejret stadig færgerne mellem Hirtshals og Norge.
Fjordline har således aflyst en af deres returruter mellem Hirtshals og Langesund.
Color Lines afgange mellem Hirtshals og Larvik er også påvirket i løbet af hele dagen. De er dog ikke aflyst, men alle afgange er forsinket med to timer.
Ligeledes er den tidlige returrute mellem Læsø og Frederikshavn blevet aflyst på grund af vejret.
Forholdende på havet har i weekenden faktisk været så slemme, at den ellers særdeles sødygtige færge mellem Hirtshals, Færøerne og Island, Norröna, lørdag ikke kunne lægge til kaj i Hirtshals.
Færgen er bygget til at kunne modstå ekstreme vejrforhold, men lørdag var forholdende ved Hirtshalshavn så ugunstige, at færgen måtte opgive at lægge til kaj. Den har derfor måtte ligge stille udenfor havnen og vente på bedre vejr. Ifølge flaskeposten.dk skulle færgen lanløbe Hirtshals Havn i løbet af søndag.
Skal du med en færge i løbet af i dag, kan du her se de aktuelle driftsmeldinger: Fjordline, Color Line, Læsøfærgen
Ifølge vejrudsigten fra DMI skal vinden over hele landet stilne af de næste par dage.