Flere koncerter i sommerlandet
Foto: TV2/Nord
TV2/Nord og Jammerbugt Kommune udvider antallet af sommerkoncerter i Blokhus.
For tredje år i træk byder TV2/Nord og Jammerbugt Kommune nordjyderne op til dans, når der igen i år bliver vist tv-transmitterede koncerter fra torvet i Blokhus til "Musik i Sommerlandet". Og i stedet for de sædvanlige seks koncerter udvides programmet til otte koncerter i løbet af sommeren, hvor du blandt andet kan møde vinderen af TV2 programmet "Voice - Danmarks største stemme" Kim Wagner og Zididada.
- Det har været en gigantsucces de seneste to år, hvor vi har haft alt mellem tre og syv tusinde tilskuere til koncerterne, så vi vil naturligvis gerne give endnu flere af vore seere muligheden for at opleve sådan en tv-koncert, lyder det fra TV2/NORDS administrerende direktør Pia Daugaard.
Jammerbugt Kommune har siden starten været fast samarbejdspartner på koncerterne, og i år gør kommunen et ekstra stort stykke arbejde, for at hjælpe koncerterne på vej. Friluftsscenen på torvet i Blokhus bliver nemlig flyttet op i den ene ende af torvet, så endnu flere publikummer kan få glæde af koncerterne.
- Musik i sommerlandet er efterhånden blevet en fast del af de sommertilbud, Jammerbugt Kommune tilbyder borgere og turister i kommunen, og med de nye sceneforhold vil endnu flere kunne få glæde af sommerens koncerter. Og samtidig har vi forbedret forholdene for alle de andre arrangementer, som afholdes på torvet i Blokhus henover året", siger Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade.
Det fulde program for "Musik i Sommerlandet" ser således ud:
19.06.12 Kim Wagner
26.06.12 Ester Brohus
03.07.12 Bryan Adams Tribute
10.07.12 Bjarne Langhoff (kendt fra tv-programmet Voice på TV2)
17.07.21 Billybobbers
24.07.12 Morten Remar m/band
31.07.12 Zididada
07.08.12 MGP Tribute (4 solister: Gry, Kenny Lübcke, Lise Haavik & James Sampson)
Alle koncerter starter som altid klokken 19.30, og publikum opfordres til at møde op i god tid.