Flere nordjyske elever får lærlingeplads
Det er maler- og tømrerfaget, der i år har taget flere lærlinge ind i forhold til sidste år.
Et stigende antal nordjyske håndværkerelever får ifølge seneste tal en lærlingekontrakt i byggeriet.
Det lykkedes 26 procent flere håndværkerelever at få en praktikplads sidste år i forhold til året inden. Det viser en opgørelse fra Dansk Byggeri på baggrund af tal fra Undervisningsministeriet, skriver Limfjord Update.
I løbet af 2015 lykkedes det 616 elever fra EUC Nord, EUC Nordvest, AMU Nordjylland og Tech College Aalborg at få en praktikplads i en bygge- og anlægsvirksomhed. Det er en fremgang på 126 elever i forhold til året inden.
– Det er en rigtig god nyhed, der bekræfter, at de nordjyske bygge- og anlægsvirksomheder oplever større travlhed end før. For virksomhederne vil meget gerne være med til at uddanne fremtidens arbejdskraft, som der i den grad bliver brug for, men det er en forudsætning, at der er noget arbejde, siger Ole Bæk Pedersen, formand for Dansk Byggeri Nordjylland.
Virksomhederne vil meget gerne være med til at uddanne fremtidens arbejdskraft
Det er især maler- og tømrefagene, der hiver op i tabellen. Blandt malereleverne er der sket en stigning på næsten 35 procent, mens der er 86 tømrerlærlingere mere end sidste år, der har skrevet under på en kontrakt.
– Tømrerne løser rigtig mange forskellige opgaver både for store virksomheder og for almindelige boligejere, så der er i den grad brug for, at der kommer mange dygtige tømrere ud af skolerne. Og det er et fag, der kræver, at både hænder og hoved er skruet godt på, som de fleste nok også så med egne øjne, da der var Skills i Aalborg sidste år, siger Ole Bæk Pedersen.