Flere skader til AaB - Enevoldsen også ukampdygtig
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Der er flere skader i den AaB-trup, som i aften skal forsøge at hente tre point i Superligaen mod FC Nordsjælland i Farum.
FC Nordsjælland er således modstanderen i 12. spillerunde i Superligaen, hvor AaB skal forsøge at følge op på den fornemme præstation i torsdags i UEFA Europa League, hvor ukrainske FC Dynamo Kiev blev slået 3-0.
Inden kampen har AaB otte point op til netop FC Nordsjælland.
- Overordnet set fik vi et boost i torsdags. Gode resultater giver altid overskud - også med et tæt kampprogram, konstaterer AaB's cheftræner Kent Nielsen.
- I morgen aften mødes Superligaens to mest boldbesiddende mandskaber, og da begge hold har det bedst med at have bolden, så bliver der en kamp i kampen om at være dominerende og samtidig bruge bruge bolden dygtigst og mest effektivt.
- For vores vedkommende gælder det om at vise den samme kompagthed i vores defensive organisation som i torsdags. Samtidig skal vores presspil fungere, så vi kan gøre det svært for FC Nordsjællands kampafgørende individualister som Uffe Bech, Joshua John og Kasper Lorentzen, påpeger Kent Nielsen.
- FC Nordsjælland scorer i denne sæson flere mål end tidligere, men omvendt har man også givet flere chancer væk i den modsatte ende. Vi har som altid fokus på vores præstation og skal offensivt forsøge at veksle mellem direkte og tålmodigt spil, som dog hele tiden skal have højt tempo, slutter Kent Nielsen.
Til aftenens opgør mangler de danske mestre fra AaB flere spillere. Nyeste skud på skadeslisten er Thomas Enevoldsen. Patrick Kristensen, Jakob Ahlmann, Rasmus Jönsson, Mathias Thrane, Frederik Børsting og Lukas Spalvis er også alle ukampdygtige.