Flere vender kajakken
Det er populært som aldrig før at tage sig en rotur. Flere og flere af os nordjyder vender kajakken. I Kano- og Kajakklubben Limfjorden i Nørresundby strømmer medlemmerne til
Lørdag formiddag i Nørresundby. Et hold søstærke nye kajakroere er ved at gøre sig klar til en tur på vandet - én af dem er Kim Svejgaard fra Aalborg.
- Det er vådt. Jeg væltede en del i starten, men det må man tage med, siger den nye kajakroer
Rigtig mange danskere gør som Kim Svejgaard fra Aalborg. Det mærker de især i Kano- og Kajakklubben Limfjorden
- Kajaksporten er rigtig populær. Det er gået fremad de seneste par år, og hvert år opretter vi tre nye begynderholder, lyder det fra Finn Christensen, formand i Kano- og Kajakklubben Limfjorden i Nørresundby.
Det er ikke kun i Nordjylland at kajaksporten er populær. På landsplan var der i år 2000 godt 12.000 medlemmer i kajakklubber. Tallet for 2006 lyder på næsten 16.000.
- Det, at være på vandet, er det sjove ved det. Man kan ro, når man vil og hvis vejret er til det. Man er sin egen og ikke afhængig af nogen, siger nybegynderen Kim Svejgaard.
De eneste krav, der er til at kunne begynde at ro kajak, er, at man skal kunne svømme og være i en fornuftig fysisk form.