Flotte nordjyske integrationsnomineringer
Social-, børne- og integrationsministeren har rosende ord til det nordjyske.
Brønderslev Kommune og faglig sekretær i 3F John Pedersen med i opløb om attraktive priser.
Social-, børne- og integrationsministeriet hædrer hvert år, virksomheder, ansatte, kommuner og privatpersoner, der gør en særlig indsats for at fremme integrationen i landet.
Blandt de tre sidste i kategorierne "Årets Kommune" og "Årets medarbejder" er Nordjylland repræsenteret bed henholdsvis Brønderslev Kommune og faglig sekretær i 3F Nørresundby John Pedersen.
- John Pedersen har gjort en stor indsats for at styrke integrationen på adskillelige arbejdspladser i Nordjylland. Johns arbejde bliver ikke mindre bemærkelsesværdigt af, at flere af de initiativer, som John har iværksat, allerede er blevet adapteret på landsplan af både 3F og andre organisationer, siger Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen.
Integrationspriserne 2013 er fordelt på fem kategorier: Årets nydanske forælder, Årets arbejdsplads, Årets medarbejder, Årets kommune og Årets frivillige forening.
- Brønderslev Kommune har de sidste to år iværksat en meget stor indsats for at styrke integrationen i kommunen - og det har vist sig at virke. Brønderslev Kommune har aktivt brugt foregangskommuners erfaringer. Det er til stor inspiration for andre danske kommuner, og kommunen er nu i den situation, at andre kommuner kan lære af Brønderslev på det integrationsfaglige område, siger ministeren om Brønderslev Kommunes indsats.
En uafhængig dommerkomite har udvalgt de nominerede. Dommerne har lagt vægt på, at de nominerede har gjort en forskel og opnået gode resultater. Vinderne af integrationspriserne kåres den 7. oktober.