Flygel i frit fald

En praktisk demonstration af tyngdeloven kostede lørdag et flygel og en trampolin livet.

Den tekniske studentereksamen, HTX, handler i høj grad om at eksperimentere og prøve tingene af i virkeligheden, og for at illustrere det lod Aalborg Tekniske Gymnasium et flygel falde ti meter ned på en trampolin, da der lørdag var åbent hus arrangement.

- Det var helt fantastisk. Det er enormt fedt at lave sådan nogle eksperimenter, som man normalt bare sidder og regner på, siger Rikke Palmgren, der er rektor på Aalborg Tekniske Gymnasium.

Skolen arbejder i høj grad med at komme ud af klasselokalerne og ud i virkeligheden med de teorier, eleverne lærer om. Faktisk består omkring 40 procent af undervisningen med at lave forsøg.

- Her på skolen vil vi helst have, at man ikke bare skal forestille sig, hvad der sker, og derfor bygger vi ting selv og tester og laver masser af eksperimenter.

Lørdagens eksperiment handler om at trække et gammelt flygel op i en kran, ti meter op over en trampolin og så lade flygelet falde ned. Faldet blev filmet og fotograferet til dokumentation, ligesom der på forhånd var sat måleudstyr op omkring trampolinen, så skolens elever nu kan arbejde med beregninger på, hvad der egentlig skete på de bare to sekunder, det tog, for flygelet at ramme jorden.

- Vi arbejder meget med at matematik skal bruges til noget. Det skal sættes i anvendelse til noget, eleverne forstår og kan forholde sig til, forklarer Rikke Palmgren fra Aalborg Tekniske Gymnasium.


Seneste nyt

fra Nordjylland