Flyrejsende tog det helt roligt
Foto: Jesper Lange
Tavlerne med de mange aflyste afgange fik aldrig for alvor blodet til at koge over hos de rejsende i Aalborg Lufthavn.
Der var langt fra kaos i Aalborg Lufthavn i dag, da alle Cimber Sterlings afgange blev aflyst. Der kunne højest blive til et par irriterede kommentarer fra de få rejsende, som mødte op i lufthavnen.
Cimber Sterlings konkurs har haft konsekvenser for hele 500 flyrejsende, som havde bestilt billet til Cimber Sterlings ruter i løbet af dagen. Men de rejsende har taget problemerne med overraskende ro og mag.
Direktør ved Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, mener at nordjydernes sindsro muligvis kan skyldes, at det ikke er første gang, at et flyselskab, hvor ordet "Sterling" indgår, har været i økonomisk modvind.
- Danskerne har oplevet et flykonkurs tidligere. Det er jo ikke så længe siden der var et selskab, som hed Sterling, så der er en forståelse fra de rejsende og selvfølgelig en irritation over, at man har bestilt en billet til et selskab, som pludselig går konkurs, siger Søren Svendsen, direktør for Aalborg Lufthavn.
Aalborg Lufthavn har dagen igennem opfordret de rejsende, som har en Cimber Sterling billet, til ikke at tage ud i lufthavnen selvom de har en billet. Flyene er nemlig definitivt aflyst. Alligevel dukkede der i løbet af formiddagen rejsende op, men de tog problemerne med deres rejse ganske roligt, men var en smule irriterede.
- Det betød bare, at vi skulle booke et andet fly og finde ud af, hvordan vi så skulle komme derned. Og det er jo egentlig gået rigtig fint og smertefrit, fortalte Anders Skotlander, som skulle til Berlin.
- Det er rigtig træls. Og specielt, fordi vi skal helt til Bornholm, sagde Nina Jensen, som nu i stedet måtte tage toget til Ystad.
- Jeg skulle også rejse med det samme flyselskabet senere, så nu ved jeg, den billet også skal ændres, så det er endnu mere irriterende, fortalte Adrian Ohmen, som er rejst hele vejen fra Lisbon University i Portugal.
Således har kaos altså ikke hersket i Aalborg Lufthavn i dag, hvilket personalet i lufthavnen formentlig kan tage sin del af æren for.
- Vi forsøger at hjælpe vores passagerer til rette, og det synes vi er gået rigtig godt, siger Søren Svendsen.