Første år med stærekasser: Så mange nordjyske bilister er røget i fælden

Siden 2018 har myndighederne testet effekten af stærekasser flere forskellige steder i landet, og nu ligger den første evaluering klar.

Siden 2018 har 20 stærekasser blitzet løs på 11 forskellige lokationer rundt om i Danmark. Det er sket som et pilotprojekt iværksat af regeringen i 2017. Nu ligger den første evaluering af projektet klar. 

En af konklussionerne lyder blandt andet, at ved samtlige stærekasser er gennemsnitshastigheden faldet. 

- Vi kan se, at generelt er gennemsnitshastigheden faldet fra mellem 3 og 13 procent de steder, hvor stærekasserne står. Det er ret meget, selvom det ikke lyder af så meget. Men det er mange bilister, der skal sætte hastigheden ned for at opnå de procenttal, siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder hos Vejdirektoratet. 

32.457 blitz i Nordjylland

Tre steder i Nordjylland møder blister de grå stærekasser. Det gælder ved Nykøbing Mors, Hjørring og Aabybro. Alle tre steder blev stærekasserne sat op i november 2018. Der står to stærekasser hvert sted.

Her viser tallene, at de seks stærekasser til sammen har kastet 32.457 bøder af sig i perioden fra, at de er sat op til 31. december 2019. 

Flest bilister er blevet blitzet på Aalborgvej ved Aabybro i sydøstlig retning. Her er 9.036 bøder blevet givet i perioden. Færrest blitz er udløs på Sæbyvej ved Hjørring i nordlig retning. Her har stærekassen kun kostet en bøde 613 gange i perioden. 

Man skal til Nykøbing Mors for at finde den stærekasse i Nordjylland, der målt i kroner og øre har været mest effektiv. Stærekassen på Vilsundvej i sydlig retning har kostet 8.945 bilister en bøde. Det giver en samlet potentiel bødesum på mere end 14 millioner kroner. Det er samtidig den stærekasse på landsplan, der har kostet flest klip i kørekortet. I alt har stærekassen i perioden givet 1.034 klip.

Nordjyske tal for stærekasserne

Sæbyvej sydøstlig retning, Hjørring:

Antal bøder: 3.935

Potentiel bødesum: 5.859.000 kr. 

Antal klip i kørekortet: 338

 

Sæbyvej nordlig retning, Hjørring:

Antal bøder: 613

Potentiel bødesum: 980.500 kr. 

Antal klip i kørekortet: 74

 

Sæbyvej sydøstlig retning, Hjørring:

Antal bøder: 3.935

Potentiel bødesum: 5.859.000 kr. 

Antal klip i kørekortet: 338

 

Vilsundvej nordlig retning, Nykøbing Mors:

Antal bøder: 6.410

Potentiel bødesum: 9.838.500 kr. 

Antal klip i kørekortet: 721

 

Vilsundvej sydlig retning, Nykøbing Mors:

Antal bøder: 8.945

Potentiel bødesum: 14.357.00 kr. 

Antal klip i kørekortet: 1.034

 

Aalborgvej nordvestlig retning, Aabybro:

Antal bøder: 3.914

Potentiel bødesum: 6.068.000 kr. 

Antal klip i kørekortet: 192

 

Aalborgvej sydøstlig retning, Aabybro:

Antal bøder: 9.036

Potentiel bødesum: 13.429.000 kr. 

Antal klip i kørekortet: 789

 

Kilde: Vejdirektoratet - Se hele rapporten her.

Fald i høje hastigheder

En anden konklussion i den første evaluering af projektet lyder, at de høje hastigheder er faldet. Det glæder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet.

- Samtidig er der sket et fald i antallet af klip. Før var det fem procent, der fik et klip. Her er vi nede på en procent. Så det vil sige, at vi også har fået de store hastigheder ned, siger hun. 

Og generelt er hun positivt stemt over projektet indtil videre.

- Det er selvfølgelig med tilfredshed, at vi ser på de tal. Men vi sætter også pris, på at folk har taget så godt imod dem. Der har ikke været særligt meget hærværk på kameraerne. Jeg er glad for, at de haft den indvirkning på hastighederne, som de har. Men den største bedrift er, at vi har fået etableret det her system.


Seneste nyt

fra Nordjylland