Første i landet: Nordjyllands Politi skal teste kontroversiel pistol
Foto: Guillaume Souvant/AFP/Ritzau Scanpix
I Norge er strømpistolen allerede permanent indført standardudstyr for det norske politi.
Når året er omme, vil Nordjyllands Politi efter planen kunne benytte sig af en ny form for pistol til magtanvendelse.
Nemlig en såkaldt strømpistol.
Det bliver muligt, fordi Nordjyllands Politi sammen med Vestegnens Politi og Sydsjællands og Lolland-Falster Politi skal indgå i et pilotprojekt, hvor politikredsene får tildelt en strømpistol, som skal supplere de eksisterende magtmidler.
- Der er situationer, hvor det måske kan være en fordel at bruge strømpistolen fremfor de alternative magtmidler, fortæller chefpolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.
Han uddyber, at det for eksempel kan være i situationer med psykisk sårbare, som er meget udadreagerende.
- Her kan det være en fordel, at man kan bruge strømpistolen på afstand, da det er mere skånsomt for både politimanden og den pågældende person, pointerer Jesper Bøjgaard Madsen.
Andre lande har strømpistol
I Norge er strømpistolen allerede permanent indført standardudstyr for det norske politi.
- De erfaringer, man har fra andre lande, er, at strømpistolen har en ret stor forebyggende effekt. Bare det at den er i nærheden, og der trues med den, kan være med til at deeskalere situationer, forklarer chefpolitiinspektøren.
Dermed håber man også, at man kan nedbringe antallet af skader hos de anholdte, som ellers ville komme ved brug af peberspray, knebel og tjenestepistol.
- Vi er generelt meget påpasselige med at bruge magtmidler, og derfor vil projektet - som det ser ud nu - løbe nogle år frem, så vi har nok episoder at evaluere ud fra, forklarer Jesper Bøjgaard Madsen.
Noget af det, man skal undersøge via projektet, er også, hvorvidt politibetjentene kan håndtere, at der er så mange magtmidler at vælge imellem.
- Der er nogle ting, vi skal have afklaret, og nogle ting, vi skal blive klogere på, men de umiddelbare ulemper er ikke så nemme at få øje på, afslutter chefpolitiinspektøren.
Se hele indslaget her: