Fokus: Det er fortsat svært for restauratører
Annette Hyldebrandt fra brancheorganisation HORESTA om restauratørernes udfordringer.
Flere caféer og restauranter mener, at reglerne for genåbning er for komplicerede.
Genåbningen i sidste uge giver stadig udfordringer på cafeer, barer og restauranter. Sådan lyder det i TV2 Nords debatmagasin Fokus fra Annette Hyldebrandt, der er chef for oplevelsesøkonomi og turisme i hotellernes og restauranternes brancheorganisation HORESTA.
- Man har jo at gøre med en professionel branche der tager restriktionerne på sig, fordi de gerne vil åbne.
- Men vi hører jo, at når de ikke er vant til at operere med bordbestilling eller med coronapas, så kræver det nogle ekstra ressourcer, som de ikke nødvendigvis har og som de skal tage fra den omsætning, som de potentielt får, så vi ser meget gerne at coronapasset og også den 30 minutters booking frafalder, siger Annette Hyldebrandt.
Politisk vilje til mere genåbning
Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen siger, at han gerne ser, at genåbningsvilkårerne bliver lempede for den pressede restaurationsbranche, så den ikke skal lide under de nuværende restriktioner.
- Selvfølgelig skal vi tænke os om og gøre det her fornuftigt, og det mener jeg sådan set også, at vi gør med de krav vi stiller til hinanden og med den forsigtighed rigtig mange mennesker lægger for dagen.
- Men når vi skal tilbage til normalen, og det skal vi, så synes jeg, at det bør foregå uden at det bliver bøvlet og besværligt og med regler som danskerne heller ikke kan se logikken i, siger Torsten Schack Pedersen.
Fra den socialdemokratiske erhvervsordfører Orla Hav, er der også vilje til hele tiden at åbne så meget op, som muligt i forhold til, hvad meldingerne er fra sundhedsmyndighederne.
- Vi vil jo rigtig gerne i mål med, at vi kan normalisere Danmark så hurtigt som muligt, der er bare det lille aber dabei, at vi skal passe på, at smitten ikke spreder sig – og det er jo derfor, at der er det her forsigtighedsprincip bygget ind i de her løsninger, siger Orla Hav.
Du kan også se hele Fokus-debatten her: