Fokus på seksualitet
Seksualiteten skal på skoleskemaet for studerende og ansatte indenfor sundhedssektoren, så der kommer mere fokus på sexlivets betydning for resten af vores liv.
- Vi snakker meget om rygning og kost i forhold til sundhed men ikke så meget om seksualiteten, der jo er vigtig for at få livet til at fungere, siger Karin Jangaard, der som jordemoder har et godt kendskab til de seksuelle problemer, der typisk opstår i forbindelse med graviditet og fødsel.
Karin Jangaard underviser på jordemoderuddannelsen ved University College Nordjylland og har arrangeret temadagen om seksualitet og sundhed, der foregår i morgen på University College Nordjylland klokken 9.15-16.30
På Jysk Sexologisk Klinik i Randers er der helt op til et års ventetid til at komme til at tale med en sexolog, og mange af problemerne kunne tages i opløbet, hvis der var mere fokus på, hvad seksualiteten betyder for vores generelle velvære og livskvalitet, mener Karin Jangaard.
Netop derfor skal de ansatte i sundhedssektoren lære, hvordan de forholder sig til seksualitetens betydning og problemer i deres daglige praksis.
- Der er en del parforhold, som går i opløsning, efter parret har fået deres første barn. En medvirkende årsag kan være, at de ikke får taget hånd om de følelsesmæssige og seksuelle problemer, som kan opstå i forbindelse med familieforøgelsen. Far og mor skal huske at være kærester, mand og kvinde, selv om det til en start foregår på nye betingelser, når den lille gør sit indtog. Her kan vi som sundhedsprofessionelle blive bedre til at forberede folk og hjælpe dem med, hvordan de kan tackle problemerne, siger Karin Jangaard.