Følgebil kørte galt under cykelløb

Det var ikke Team Concordia - Forsikring Himmerlands dag. Flere fik skader. Og sportsdirektøren kørte galt. Men de vandt pointtrøjen alligevel.

Regn, kulde og hård vind gjorde sidste etape af Tour du Loir-et-Cher utrolig hård for Team Concordia - Forsikring Himmerland. Både ryttere og sportsdirektør var i problemer.

- Rytterne kørte ud og ind mellem servicevognene og pludselig styrter en rytter foran vores bil. Helt instinktivt rykker jeg i rattet for at køre udenom ham og i det samme kommer en modkørende, så vi mødes næsten frontalt, siger holdets sportsdirektør Thomas Riber-Sellerbjerg.

Ingen fra den modkørende bil kom noget til, men Thomas Riber-Sellerbjerg måtte på hospitalet.

Egentlig burde holdet nok have trukket sig, men rytterne gennemførte og dermed beholdte Nikola Aistrup sin pointtrøje. Nikola Aistrup var også i asfalten, og kørte derfor en stor del af løbet med en blottet balle.

Uheldet skaber også problemer frem til holdets næste løb i Skive. Den anden sportsdirektørbil er nemlig uden reklamer for tiden, da den skal have ny farve.


Seneste nyt

fra Nordjylland