- Folk væltede ind: Vikingemarked tiltrækker alle
Det er alle, der deltager ved markedet, og ikke kun nørderne ifølge Benedikte Ziegler Rasmussen.
Interessen for at lære mere om vores forfædre og deres måde at leve på er stigende. Det er i hvert fald, hvad besøgstallene fra dette års Vikingemarked på Lindholm Høje viser.
For selvom man ikke har de eksakte tal endnu, så er arrangørerne ikke i tvivl om, at man har haft flere besøgende end sidste år.
- Det har været helt utroligt. For det første, så er der jo mange flere boder. Vi kan godt mærke, at efter corona har folk virkelig taget det her fritidsliv og markedsliv tilbage igen, konstaterer Benedikte Ziegler Rasmussen, der er en del af Vikingegruppen på Lindholm Høje, og fortsætter.
- Lørdag væltede folk ind, så jeg blev sådan helt benovet, fordi folk var så entusiastiske og så interesserede. Jeg er her meget for børnenes skyld, og de her børn har bare været så pragtfulde, og der har været mange af dem.
- Det er vores kulturarv
Henover weekenden har vikingerne på Lindholm Høje blandt andet budt på mjød, mad over bål og masser af slåskamp med brynje og sværd. Sidste år deltog omkring 3000 gæster i det historiske marked.
- Jeg tror, at folk er blevet lidt mættet af fantasy og af middelalder, som er meget europæisk og meget international. Vikinger er at tage en identitet tilbage, og det er at tage noget af vores nordiskhed og vores skandinaviske sind tilbage og sige, det her, det var noget, vi kunne.
- Og det er jo ikke for at være menneskefjendske eller ikke inkluderende, det er ligesom for at sige, jamen det her, det er vores kulturarv, konstaterer Benedikte Ziegler Rasmussen.
Og skulle man have en tendens til at tro, at det kun er 'nørderne', der deltager, så er det altså ikke korrekt.
- Det er alle, der kommer. Det er folk, der har den mindste interesse for håndværk, fordi der er utrolig mange dygtige håndværkere herude. Det er folk, der er interesseret i historie, selvfølgelig. Men det er også folk, der er interesseret i god mad og rene produkter, fordi det er der også mange herude, der laver, pointerer Benedikte Ziegler Rasmussen.