Forældre bekymrede for børns skolegang

For lidt elever i en 3.klasse fra Asaa betyder, at eleverne bliver undervist sammen med 2.klasserne. Det bekymrer forældrene.

Der er kun 10 børn, der går i 3. klasse på Asaa Skole, og det betyder, at børnene bliver undervist sammen med eleverne i 2. klasse. Det bekymrer forældrene, og de har derfor sendt et brev til politikerne i Børne- og Skoleudvalget.

- De sidder med 2. klasses matematik nu, sidste år sad de med 1. klasse. Der hvor vi begyndte at røre på os var, da der var en national test, der viste, at de børn, der tidligere var foran, nu ligger på landsgennemsnittet, fortæller forælder Lise Dall Jensen til nordjyske.dk.

Først bakkede forældrene op om, at de forskellige klassetrin blev undervist sammen, men nu er det blevet for meget.

- Uanset om man kalder det, der foregår på Asaa Skoles 2. og 3. klassetrin samlæsning eller sammenlægning, er det en aktivitet, som efter vores læsning af loven vil kræve en dispensation fra Undervisningsministeriet. Og sådan en har Asaa Skole efter vores oplysninger ikke, skriver de i brevet til politikerne.

Forældrene retter dog ikke en kritik mod lærerne, som de føler har gjort, hvad de kunne.


Seneste nyt

fra Nordjylland