Forældrepar dømt for mishandling
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Forældrene til tre børn blev i dag dømt for mishandling.
Det var blandt andet børnenes videoafhøring, der lå til grund for forældrenes dom.
Den ældste dreng fortalte blandt andet, at han fik bank tre til fire gange om ugen og nogle gange flere gange om dagen.
Videoafhøringerne blev vist for lukkede døre i retten i Hjørring.
Det skriver Nordjyske.dk.
Den 33-årige mand og 32-årige kvinde blev dømt for systematisk mishandling af de tre børn på 7, 10 og 12 år.
De blev hver især idømt otte måneders fængsel, men de skal kun afsone to måneder.
Politiet har opgjort, at den ældste har fået bank mellem 250 og 500 gange.
Familieplejen, som børnene kom til efter tvangsfjernelsen, kunne fortælle, at børnene havde fortalt om, hvordan de var blevet slået. Og at de var bange for at komme hjem til forældrene.
Forældrene afviste alle anklager og tilbageviste alle forklaringerne som usandfærdige.
Begge ankede straks dommene til Vestre Landsret. De ønsker frikendelse, og de arbejder på at få børnene hjem igen.