Forbrugsmesse i Klokkerholm
Når nordjyske byer danner rammen om messer af den ene eller anden art er det oftest Aalborg og Aars, som bliver nævnt. Men de kan skam også nord for fjorden - i dag blev der for sjette gang holdt messe i Klokkerholm.
Selvom Aalborg og Aars er de store messehøjborge i Nordjylland, kan de skam også være med i Klokkerholm.
Hvis man siger Klokkerholm, tænker nogle måske på en søvnig by ude på landet, hvor foreningslivet har trange kår og der kun er søndagsåbent i kirken.
Men det er faktisk langtfra tilfældet i Klokkerholm ved Hjallerup, hvor tre lokale arrangører i dag slog dørene op til Klokkerholm Messen - for sjette gang i træk.
- Vi syntes, at der trængte til at ske noget nyt, siger Tenna Kopp Nielsen om baggrunden for, at messen i det hele taget er opstået. Hun er medarrangør af messen og har været med fra starten.
- Det er ikke kun en messe for dem, som skal ud og se på modetøj. Det er ikke kun en messe for dem, som skal holde fest. Det er en messe, hvor alle kommer samlet, siger hun.
I år tæller messen i alt 39 stande. En af dem tilhører fotografen Henrik Sandberg fra Hadsund.
- Vi har været her før - og det giver godt!
Sådan siger han om grunden til, at han igen i år er med på messen i Klokkerholm.
- Et eller andet sted bliver det mere intimt. Man har mere tid til at stå og tale med potentielle brudepar eller konfirmander her, siger han.
Flere nabobyer har forsøgt sig med lignende messer, men uden held. I Klokkerholm fortsætter de dog ufortrødent. Også selvom en af landsdelens store messehøjborge, Aalborg, kun ligger 30 km væk.
- Vi vil gerne bo i en by, hvor folk bakker op. Og det tror jeg, at vi er blevet gode til, siger Tenna Kopp Nielsen.
Messen lukkede klokken 16 søndag eftermiddag ovenpå knap 700 besøgende i løbet af dagen. Den er allerede planlagt til at løbe af stabelen igen til næste år.