Forbud, tvang eller bil til rådighed? Efterlyser alternative metoder til at afhjælpe præstemangel
Sognepræst Christian Roar Pedersen og formand for Præsteforeningen, Pernille Vigsø Bagge, debatterer præstemangel i denne udgave af Fokus.
Alene i Aalborg Stift er 25 fuldtidsstillinger som præst lige nu ubesatte. I Fokus debatterer vi, hvordan problemet skal løses.
Det er i bund og grund en enkel problemstilling:
Antallet af præster, som i disse år går på pension fra den danske folkekirke, er markant højere end antallet af nye præster, som bliver uddannet fra landets pastoralseminarier.
Og resultatet udebliver ikke:
Alene her i det nordjyske står 25 præstekontorer lige nu tomme. Blandt andet i sognegården i Hals, hvor sognepræst, Christian Roar Pedersen, har været uden fast kollega i snart halvandet år.
- Vi har haft stillingen slået op tre gange og vi har ikke fået den besat. Den bliver måske besat engang til efteråret, men vi er efterhånden der, hvor vi ikke tror på, at der kommer en (kvalificeret ansøger, red.) Så det er lidt en udsigtsløs situation, fortæller Christian Roar Pedersen i debatprogrammet Fokus.
Praktik udenfor de store byer
Spørger man Pernille Vigsø Bagge, formand for den danske præsteforening og sognepræst i Løgstør, skal en del af løsningen på præstemanglen findes allerede på pastoralseminariet – den fem måneders tillægsuddannelse, som uddannede teologer skal gennemføre for at kunne blive præster i folkekirken.
Hun mener, at det skal være obligatorisk, at de fem ugers praktik, som de studerende skal gennemføre undervejs på uddannelsen, er hos præster udenfor Aarhus og København.
- Vi mangler præster overalt i Danmark – undtagen i København og Aarhus. Derfor skal vi have praktikanterne ud af de byer. Både for at oplyse praktikanterne om, hvad det kan at være præst udenfor de store byer, men også fordi vi ved, at det virker! Vi har eksempler på folk, som absolut ikke troede, at de skulle udenfor storbyerne, kommer i praktik på landet og finder ud af, at det kan noget helt andet, fortæller hun.
Praktikordningen skal samtidig være økonomisk attraktiv for de studerende, påpeger hun, så de for eksempel får en bil stillet til rådighed samt betalt kost og logi. Et forslag, som kirkeminister Morten Dahlin (V) ikke er afvisende overfor.
Også biskoppen over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen, ser positivt på forslaget, selvom han som udgangspunkt er skeptisk overfor forbud og tvang.
- Men det giver en understregning af, at situationen vi står i, er alvorlig, siger han og fortsætter:
- Men allerførst skal jeg se, hvad det kan betyde. For det kan jo også have den effekt, at det får nogle til at sige: ’Så vil vi slet ikke uddannes.’ Og det skal vi have styr på, for ellers risikerer vi jo at få endnu færre præster uddannet, lyder det fra biskoppen.
Præster fra Skandinavien
Christian Roar Pedersen hilser alle tiltag, der kan afhjælpe præstemanglen, velkommen. Selv foreslår han at kigge udenfor Danmarks grænser, i de øvrige nordiske lande, efter flere præster – som man kender det fra flere andre professioner.
- I sundhedssektoren har man jo hentet læger og sygeplejersker i udlandet. Så man kunne jo prøve at kigge på, om der er nogle sammenlignelige lande, som har et overskud af præster. Jeg ved, at i hvert fald for et par år siden havde de for mange præster i Finland. Så hvis man kunne få nogle hertil og give dem et sprogkursus, er det en kortere vej, end hvis man skal gennemføre et helt teologistudie. Det er i hvert fald værd at undersøge, siger han.
Hele debatten om præstemangel i folkekirken bliver sendt torsdag aften klokken 19.45 på TV2 Nord Salto. Du kan også se debatten nu i playeren over artiklen. Find flere aktuelle debatter på tv2nord.dk/fokus