Forbund opgiver retssag mod Hjørring Revyen

Dansk Skuespillerforbund og Ina-Miriam Rosenbaum dropper at videreføre sag om for sen oplysning om stop af samarbejde.

Selvom Dansk Skuespillerforbund havde gjort de indledende forberedelser til en retssag mod Hjørring Revyen, bliver sagen ikke ført videre. Forbundet og den tidligere kunstneriske leder Ina-Miriam Rosenbaum mener ikke, at Ina-Miriam Rosenbaum i ordentlig tid fik besked om, at hun ikke skulle fortsætte sit arbejde i 2014, hvorfor hun har lidt økonomiske tab.

-Jeg har brugt meget energi på denne sag det sidste halve år, og jeg ønsker ikke at spilde mere af hverken Dansk Skuespillerforbunds eller min egen tid. Der er andre og vigtigere ting, man kan beskæftige sig med, siger Ina-Miriam Rosenbaum.

Hun holder samtidig fast i, at hun ikke har deltaget i en række møder, som direktør for Hjørring Revyen Henrik "Baloo" Andersen referer til, hvor det skulle være nævnt, at Ina-Miriam Rosenbaum ikke skulle stå for revyen i 2014.

-Påstande og diskussion på det niveau ønsker jeg ikke at være en del af. Jeg har derfor sammen med mit forbund besluttet ikke at gå videre med sagen, siger Ina-Miriam Rosenbaum.

Ifølge Anna-Katrine Olsen fra Dansk Skuespillerforbund har de længe forsøgt at komme i kontakt med revyens ledelse for at finde frem til en løsning på uenigheden, men på grund af manglende samarbejdsvillighed fra revyens side begyndte man de indlede skridt til en retssag. Alligevel har man i dag meddelt både retten og revyens advokat, at man trækker stævningen tilbage.

-Vi mener fortsat, at revyens bestyrelse og direktøren har håndteret denne sag dårligt og meget anderledes end, vi er vant til fra andre arbejdspladser. I den kunstneriske verden plejer vi at løse den slags konflikter med dialog, og jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at det ikke kunne lykkes her, siger Anna-Katrine Olsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland