Forening kræver erstatning til tidligere anbragte: - Staten greb ikke ind overfor modbydeligheder
LEVs landsformand Anni Sørensen mener, at staten bør tage ansvar.
Regeringen skylder tidligere anbragte erstatning for svigt og overgreb, lyder det fra LEV.
Flere tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen går glip af en ellers oplagt mulighed for at få erstatning for svigt og overgreb, fordi de ganske enkelt ikke evner at føre en erstatningssag. Sådan lyder det fredag fra foreningen LEV – livet med udviklingshandicap.
Meldingen kommer, efter regeringen i mandags gav en officiel undskyldning på statens vegne, som det også har været tilfældet i andre sager, hvor ofrene har fået erstatning. Men undskyldningen blev ikke fulgt op af erstatning.
- Det var staten, der ikke greb ind og stoppede de her modbydeligheder, og på samme måde er det også staten og regeringens ansvar, at de her mennesker nu får en erstatning – præcis som andre også har fået det før dem, siger LEVs landsformand Anni Sørensen.
Lighed med andre sager
Tidligere har både Godhavnsdrengene og de grønlandske ’eksperimentbørn’ fået først en undskyldning og siden erstatning.
- Der er ikke nogen forskel på sagerne, for det handler om, hvorvidt der er tale om nedværdigende behandling. Så er det ligegyldigt, om du har været på kostskole og udsat for seksuelle overgreb, eller om du er blevet tvangsfodret eller slået – bare det er nedværdigende behandling, så kan man føre en erstatningssag, siger Poul Duedahl, der er professor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet.
Poul Duedahl var medlem af Særforsorgskommissionen, som undersøgte de anbragte vilkår forud for mandagens undskyldning. Han hæftede sig især ved én ministerbemærkning, da social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sagde, at de tidligere anbragte nu er fritaget for skyld og skam.
- Rent juridisk plejer man at skelne mellem de to, for skammen indebærer det moralske, og skylden indebærer det juridiske, så der er sådan set lagt op til en mulighed for en erstatningssag, siger Poul Duedahl.
Placerer ansvar ved staten
Ved undskyldningsceremonien i Horsens gjorde regeringen det dog klart, at de ikke vil tage initiativ til en erstatning. Men grundet deres handicap har størstedelen af de tidligere anbragte ifølge LEV dårlige muligheder for selv at søge erstatning.
Hvorfor fører I ikke en sag på deres vegne?
Svaret på det spørgsmål er, at jeg i det her tilfælde ikke synes, det er borgerne selv eller handicaporganisationer, der i det her tilfælde har forpligtelsen til at beskrive, dokumentere og føre en sag. Her er det statens ansvar, siger Anni Sørensen.