Foreninger ofre for digital postkasse

Mange foreninger har travlt med at få oprettet den digitale postkasse, som de ifølge loven skal have senest den 1. november.

Den digitale postkasse er spild af tid og penge, og uden sund fornuft. Sådan lyder kritikken fra en række foreninger, der mener, at postkassen er svær at oprette, og de fleste har slet ikke noget at bruge den til. Det skriver tv2nord.dk.

Det er ikke mange breve, der kommer til andelsboligforeningen Lundby Krat. Faktisk er det eneste brev, foreningen har fået, det brev der fortæller, at den fremover skal have en digital postkasse til breve fra det offentlige.

- Vi har faktisk ikke noget at bruge den til. Vi har ingen udlejning her i foreningen, vi har ingen salg, vi har ingen ansatte, så vi vil aldrig modtage noget i den postkasse, siger bestyrelsesformand for andelsboligforeningen Lundby Krat Jørgen Pedersen til TV2/Nord.

Lise Sæderup er kasser i den frivillige forening lungepatient.dk, og hun forstår heller ikke meningen med den digitale postkasse.

- Det kan ikke være rigtigt. Vi gør et frivilligt stykke arbejde, og så skal vi også bebyrdes med ekstraudgifter. Det hænger ikke sammen, siger Lise Sæderup.

TV2/Nord har tidligere fortalt om, at de erhvervsdrivende, som også skal have postkassen. Her lød løsningen fra de fleste, at de bliver nødt til at købe professionel hjælp for at løse den digitale udfordring. Den mulighed har foreningerne ikke indtjeningen til.

Kritikken af den digitale postkasse bakkes op af det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen, der mener, at Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen har sløset i udarbejdningen af loven.

- Det er dybest set under al kritik. Da forslaget blev fremsat i Folketinget, præciserede ministeren, at der hverken var administrative- eller økonomiske konsekvenser for borgere og virksomheder)

Preben Bang Henriksen har nu bedt ministeren om at redegøre for, hvordan han vil sikre, at folk får den nødvendige hjælp.


Seneste nyt

fra Nordjylland