Forstår ikke hård dom

Sparekassen Himmerland forstår ikke den hårde dom.

Dommen rokker imidlertid ikke ved Sparekassens stærke fundament.

Der faldt i dag dom ved retten i Hjørring. Sparekassen Himmerland, den tidligere direktør og to medarbejdere blev dømt for kursmanipulation. Sparekassen får i den forbindelse en bøde på fem millioner kroner, mens de tre involverede personer har fået henholdsvis fem måneder og to gange tre måneders ubetinget fængsel.

- Jeg må sige, at dommen kommer ganske meget bag på mig. Og så er det tilmed en meget hård dom, siger bestyrelsesformand for Sparekassen Himmerland, Finn Mathiassen. Der havde forventet en frifindelse.

Han mener, at det er forretningsgange der gav fejl og ikke kursmanipulation.

- Jeg kan se - og det har vi også meldt ud - at der har været nogle nu tidligere forretningsgange, der ikke var skarpe nok, og at der måske også er begået nogle fejl i den sammenhæng, men at nogen i Sparekassen

bevidst har forsøgt at lave kursmanipulation, det har jeg i hvert fald ikke set bevis for under retssagen, siger Finn Mathiassen.

Han understreger, at dommen gør det ganske utrygt og vanskeligt at være aktiehandler, hvis fejl straffes så hårdt.

- Nu må vi hjem og granske dommen for at vurdere, hvad de næste træk skal være. Det er imidlertid vigtigt for mig at pointere, at dommen på ingen måde kan rokke ved, at Sparekassen Himmerland er et stærkt pengeinstitut. Vi har råd til at betale bøden, siger Finn Mathiassen.

Den tidligere sparekassedirektør, Svend Jørgensen, valgte straks at forlade Sparekassen for ikke at belaste den yderligere, og de to medarbejdere er også fratrådt.

- Sparekassen skal nok klare sig - jeg tænker lige nu mere på de tre familier, der er meget hårdt ramt af sagen og den hårde dom, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland