Forsvarer i incestsag: - Det er et hævntogt fra børnenes side
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Parterne i en tragisk sag, der lige nu udrulles i Retten i Hjørring, er dybt uenige i, hvorvidt der er tale om seksuelle overgreb mod fire børn fra deres fars side.
Parterne i en tragisk sag, der lige nu udrulles i Retten i Hjørring, er dybt uenige i, hvorvidt en 51-årig far er skyldig i seksuelle overgreb mod sine fire børn eller ej.
Sagen mod en 51-årig mand, der lige nu er tiltalt for igennem en lang årrække at have voldtaget sine fire biologiske døtre, nærmer sig en afslutning.
Onsdag procederede såvel forsvarer som anklager i sagen, som ud over en stribe af voldtægt og seksuelle overgreb, som ifølge anklageskriftet skulle have fundet sted fra 1992 til 2013, også indeholder grov vold mod den 51-åriges tidligere samlever.
I forbindelse med proceduren kom det frem, at forsvareren mener, at der er tale om et hævntogt fra pigernes side, fordi de har haft en træls barndom, og forsvareren betegner flere af pigernes forklaringer som utroværdige.
Omvendt er anklageren ikke i tvivl om, at den 51-årige er skyldig i samtlige anklagepunkter.
- Det er påfaldende, at så mange personer oplever ting som overgreb, når tiltalte selv nægter alt, lød det fra anklageren, som betegnede de fire døtre som enormt troværdige.
Den 51-årige far fra Vendsyssel har fra sagens start nægtet sig skyldig i alle anklager om seksuelle overgreb og voldtægt. Han forklarede, at han aldrig har rørt sine døtre seksuelt.
- Jeg har aldrig gjort noget bevidst, og jeg har aldrig gjort noget seksuelt ved dem, og jeg har aldrig haft de tanker eller lyst til det, sagde han i forbindelse med et af retsmøderne.
Der er tale om en familie, der igennem mange år ikke levet helt som mange andre, der har været vold og druk nærmest dagligt i hjemmet, moderen til børnene og børnene har været på krisecenter, ligesom hele familien stak på et tidspunkt, da kommunen havde varslet den ville fjerne nogle af børnene.
Børnene blev dog på et tidspunkt tvangsfjernet fra hjemmet, og det, mente den 51-årige nu tiltalte var moderens skyld, hvorfor han ifølge hende derfor blev mere voldelig over for hende. Moren har tidligere i retten forklaret, at hun ikke vidste, at der havde været tale om overgreb, men hun havde tidligt en anelse om, at noget var galt.
Onsdag lød det i retten fra den 51-årige mand, at han vil nægte til sine dages ende, at han er skyldig i nogle af de påståede overgreb.
- Mit liv er ødelagt uanset udfaldet af det her, sagde han onsdag i retten.
Anklagemyndigheden mener, at den 51-årige skal idømmes en fængselsstraf på ikke under otte år.
Der falder dom i sagen torsdag eftermiddag.