Forsvarslektor: Flyvestation Aalborg er ikke fredet
Lene Espersen er gal på den, når hun siger, at flyvestationen vil overleve en måske kommende sammenlægning, mener en ekspert.
Flyvestation Aalborg er ikke det oplagte valg til en sammenlægning af flyvevåbnets aktiviteter. Det mener i hvert fald lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen. Det skriver P4 Nordjylland.
Derfor er det slet ikke så sikkert, at flyvestationen i Aalborg overlever en eventuel sammenlægning af flyvestationerne. Folketingspolitiker Lene Espersen (K) har ellers udtalt, at hun er overbevist om, at flyvestationen i Aalborg ikke skal nedlægges.
- Det vil være alt for dyrt at flytte tingene op til Aalborg, når man nu har alle mulige andre ting, man skal bruge, nede omkring Karup. Det er også på tale at Hærens Operative Kommando måske skal ligge der.
- Hvis man får en masse aktiviteter samlet et sted, giver det i hvert fald ikke mening at have ret meget tilbage i Aalborg, siger Peter Viggo Jakobsen til P4 Nordjylland.
Men det er nu engang de folkevalgte, der bestemmer, pointerer han.
- Som vi jo lige har været vidne til (ved det netop indgåede forsvarsforlig, red.), så er det jo ikke militærets behov, der bliver udslagsgivende, når man diskuterer, hvad der skal lukkes. Så hvis hun er i stand til at lave en stærk alliance med andre nordjyske politikere, kan Lene Espersen have held til at få et kompromis igennem, der bevarer flyvestationen i Aalborg.
- Men hvis man ser på det ud fra et rent militært behov, så burde den jo allerede have været lukket denne her gang.
Det er i et tillæg til det netop indgåede forsvarsforlig, der står, at der på længere sigt vil være et driftsmæssigt perspektiv i at samle flyvevåbnets aktiviteter fra de nuværende tre til fremover to eller en enkelt flyvestation.