Førtidspensionister flytter til udkantskommunerne
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Landets fattigste udkantskommuner har særligt mange førtidspensionister. Blandt de ti kommuner med flest førtidspensionister er Morsø Kommune.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
En opgørelse fra Socialstyrelsen viser, at landets fattigste udkantskommuner har flere førtidspensionister bosat end de større kommuner. Blandt de ti kommuner med flest førtidspensionister findes Morsø Kommune. Højt på listen ligger også Læsø Kommune og Thisted Kommune.
Mindst hver femte førtidspensionist kommer til kommunen udefra. Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (Soc.Dem.) erkender, at det er et problem.
- Vi kan ikke forbyde folk at slå sig ned i disse kommuner, men vi kan forsøge at forebygge med en indsats blandt deres egne indbyggere, så vi minimerer antallet af unge, der ender på førtidspension. Det handler først og fremmest om at få flere af dem i gang med en uddannelse, og jeg tror, at regeringens kommende reformer vedrørende kontanthjælp og førtidspension vil hjælpe på at stoppe tilgangen af førtidspensionister, siger ministeren.