Fortuna-stjerne rykker til USA

Fortuna Hjørring-stjernen Nadia Nadim forlader de danske mestre og fortsætter karrieren i USA.

Fortuna Hjørring skal i foråret forsøge at genvinde det danske mesterskab uden profilen Nadia Nadim. Den 27-årige angriber skifter til den amerikanske klub Sky Blue FC, som holder til i New Jersey.

- Det er med stor glæde, at vi kan sende en så dygtig spiller som Nadia over til den stærke amerikanske liga, som helt klart er den stærkeste liga i verden, siger Fortuna-træner Brian Sørensen til klubbens hjemmeside.

Fortuna Hjørring har indgået en samarbejdsaftale med den amerikanske klub og engelske Chelsea Ladies, som betyder, at klubberne i fremtiden kan udveksle spillere med hinanden.

Der er også mulighed for, at klubbernes trænere kan dele erfaringer med hinanden, og i Hjørring mener man, at Nadia Nadims skifte kan betyde meget for klubbens fremtidige udvikling.

- Vores gode spillere kan hæve deres kvalitet. Jeg tror også, at vores elitetrænere kan få inspiration ved at komme tættere på den amerikanske spillestil, siger Fortunas formand Jette Andersen.

Nadia Nadim spillede sidste sommer for Sky Blue i to måneder, og hun kender derfor klubben på forhånd.


Seneste nyt

fra Nordjylland