Forventer ikke flere overgreb

Thisted Politi regner ikke med, at der bliver rejst flere sigtelser mod den mand fra Koldby i Thy, som har erkendt overgreb mod to 10-årige piger.

Der bliver formentlig ikke rejst flere sigtelser mod den 39-årige mand fra Koldby, der har indrømmet at have forgrebet sig seksuelt på to 10-årige piger fra lokalområdet.

Det oplyser kriminalassistent ved Thisted Politi, Erik Krogh Pedersen, til TV2/NORD. Politiet har ellers ikke tidligere ville afvise, at der kunne opstå flere sigtelser mod manden.

Manden er udover overgrebene på de to 10-årige piger ligeledes sigtet for at have begået blufærdighedskrænkelse over for en 8-årig pige. Her nægter han sig dog skyldig.

De tre piger kommer alle fra lokalområdet.

Politiet har afsluttet afhøringerne af de tre piger. Nu skal politiets jurister vurdere sagen, hvorefter manden vil blive tiltalt for overgrebene mod de tre piger.


Seneste nyt

fra Nordjylland