Fotograf under corona: - Vi var slet ikke klar over, hvor stort det her ville blive
I snart et år har tv-fotograf Ivan Hansen kørt regionen tynd og dækket coronapandemiens belejring af Danmarks nordligste breddegrader.
Varmen strømmer ud i kabinen på den hvide Volkswagen varevogn, som drøner gennem Aalborgs råkolde februarluft.
Halvtomme vandflasker putter sig i kopholderne og hop-per i takt til bilens fart. Det ene bagsæde vender omvendt mod en fastgjort iMac med et mangefarvet tastatur.
Bag rattet sidder Ivan Hansen, som er fotograf på TV2 Nord. På passagersædet sidder hans makker, der er journalist. De er på vej hjem til tv-stationen i Aabybro. Klokken er kun 12.00, og de har allerede lavet tre coronahistorier.
- Vi har nærmest boet i bilen. I starten kørte vi på euforien. Det ene pressemøde efter det andet. Vi var lidt oppe at køre. Vi vidste jo ikke, hvor farligt corona var, fortæller Ivan.
Siden begyndelsen af marts 2020 har pandemien fyldt sendefladen på TV2 Nord. I starten satte de sig ned til redaktionsmøderne og sagde: ”Nå, hvem er det så synd for i dag?”. Dækningen havde i høj grad fokus på det negative.
- Når man er i en tv-branche, kan man godt lide, at tingene er lidt spændende. Der er mange følelser involveret i historierne om corona. Og det er altså bare godt tv. Så vi blev bedt om at holde historien kørende, siger Ivan Hansen.
Minkene gjorde indtryk
En af de historier, der har rørt Ivan mest, er historien om to brødre og deres minkfarm, der måtte lukke som konsekvens af minksagen. Han stod bag kameraet, mens en af brødrene kyssede en død mink som bevis på, at de ikke fejlede noget. Der begyndte det at ramme ham.
- Jeg tænkte på, hvor det ville ende henne. Nu har minkene fået corona. Hvad nu, hvis det spreder sig til grise, kvæg eller husdyr?
Ikke langt fra landevejen går rådyr og græsser. Bilen dufter svagt af overophedet elektronik. Ivan og hans makker har nærmest arbejdet i døgndrift med mange timers overarbejde under coronapandemien.
De har været under et stort pres for at formidle de rigtige oplysninger, overholde restriktioner og passe på deres kilder.
- Det har været hårdt. Langt fra den virkelighed, vi plejer at være i. Det har været en total omvæltning af vores arbejde, fortæller Ivan.
Flere positive historier
Coronapandemien har dog også været en god læring. Den har vist, at man kan lave tv på en anden måde, end man gjorde før. Ivan mener, at det er en fordel at arbejde i kæder og med en fast makker, da det giver et bedre samarbejde og mulighed for at planlægge fremadrettet.
Efter godt et år med corona ser nyhedsstrategien også anderledes ud.
- Nu prøver vi at finde de positive historier. Når vi kommer ud til folk, spørger de os, om vi ikke snart kan lave noget andet igen. Folk er trætte af at høre om corona, griner Ivan.
Selvom de ikke kan se en ende på det endnu, kan de alligevel samle tankerne om, hvordan det har været at arbejde med nyhedsformidling under en pandemi.
- Det har været både spændende og skræmmende. Vi har været med til et stykke verdenshistorie.
Bilen ruller ind i TV2 Nords garage. De parkerer deres andet hjem. For en stund.