Fra ledig til lægesekretær
Succes for 19 omskolede kontorassistenter
For halvandet år siden stod 19 kontorassistenter uden job. Nu hører de til den eftertragtede gruppe af lægesekretærer, og de har alle job indenfor det nordjyske sygehusvæsen.
Det er resultatet af et meget vellykket forløb, der har omkvalificeret de 19 til et fagområde, der er stor efterspørgsel på. Det er Region Nordjyllands der står bag.
- Formålet med forløbet var at imødekomme behovet for arbejdskraft, og de nye lægesekretærer er en kærkommen saltvandsindsprøjtning, siger regionsrådsformand Orla Hav (S).
- Fra sygehusene lyder det, at forløbet har været det bedste af sin slags til dato. Derfor har vi i budgetforliget for 2008 sat penge af til at begynde et nyt forløb, understreger Orla Hav.
Omkvalificeringsforløbet er udviklet i et samarbejde mellem Nordjyllands Amt, AF-Nordjylland og Aalborg Handelsskole. Deltagerne er ledige kontoruddannede, der har gennemgået et halvandet år langt uddannelsesforløb.
Uddannelsens praktiske del er foregået på Aalborg Sygehus, Sygehus Vendsyssel eller Sygehus Himmerland, mens Aalborg Handelsskole har stået for den teoretiske undervisning
I oktober bliver der annonceret efter deltagere til det nye forløb i dagspressen.
- Og vi håber og forventer også denne gang at kunne besætte pladserne med kvalificerede ansøgere, slutter Orla Hav.