Frederiksen jagter mål

AaB's Søren Frederiksen har ikke scoret så flittigt i denne sæson, men angriberen har ikke mistet selvtilliden.

Det har været småt med superligamål fra AaB's Søren Frederiksen i denne sæson. Trods spilletid i tolv af sæsonens tretten kampe, er den hidtil eneste scoring faldet i sæsonpremieren i juli.

- Jeg har heller ikke fået helt så meget spilletid her på det sidste. Men jeg føler mig klar, og selvtillidsfuld, så det skal nok komme, siger han.

Senest scorede han i onsdagens pokalsejr over FC Sydvest fra 2. division, og i reserveholdsturneringen har han scoret seks gange i otte kampe, så det er ikke fordi, angriberen ikke ved, hvor målet står.

- Det er noget andet at spille i reserveholdsturneringen, men jeg arbejder hårdt på det og føler mig også klar, så jeg er sikker på, at min chance nok skal komme.

De manglende superligamål er dog ikke noget, der får Søren Frederiksen til at ligge søvnløs.

- Man kan jo godt spille en god kamp, selv om man ikke scorer. Jeg arbejder på det, og lige nu har jeg især fokus på at positionere mig i feltet, siger han.

Næste chance for at score får Søren Frederiksen, når OB kommer på besøg i Aalborg lørdag eftermiddag.


Seneste nyt

fra Nordjylland