Frederikshavn trækker fra i ishockeytoppen

Frederikshavn har nu fem point ned til Aalborg, der overraskende tabte til Esbjerg.

Frederikshavn White Hawks lægger afstand til konkurrenterne i toppen af AL Bank-Ligaen, efter at frederikshavnerne tirsdag aften vandt den ventede sejr over Copenhagen, samtidig med at de nærmeste konkurrenter, Aalborg Pirates, overraskende tabte.

Dermed har førerholdet nu fem point ned til aalborgenserne på andenpladsen. Aalborg Pirates har dog spillet en kamp mindre, men skuffede ved at tabe 3-4 på hjemmebane til Esbjerg.

Til piraternes forsvar skal det med, at holdet mødte rækkens måske mest formstærke modstander.

Med gevinsten i Aalborg har Esbjerg nemlig vundet syv ud af holdets seneste otte kampe, og efter en dårlig start på sæsonen ligner vestjyderne efterhånden en giftig outsider i slutspillet.

Foran 3.642 tilskuere havde brandvarme Alex Nikiforuk igen en stor andel i Esbjergs sejr.

Efter fire mål mod Odense forleden fulgte Nikiforuk op med to mål og en assist mod Aalborg, og selv om hjemmeholdet skabte spænding med to reduceringer i de sidste minutter, må spillerne sande, at førstepladsen foreløbig er Frederikshavns.

Frederikshavnerne vandt 7-1 over fortabte Copenhagen Hockey, der fulgte med til 1-1, men derefter tabte anden periode 4-0, og så var den kamp afgjort.

I de øvrige kampe vandt Sønderjyske 4-3 på udebane over Odense Bulldogs, mens Herning Blue Fox hjemme besejredes Rødovre Mighty Bulls med 2-1.S


Seneste nyt

fra Nordjylland