Fremtidens fodboldstjerner på vej til Aalborg
Dansk Boldspil-Union får torsdag at vide, om U/21-slutrunden skal til Danmark. Israel er eneste tilbageværende konkurrent. Hvis Danmark får værtsskabet, bliver Aalborg Stadion et af spillestederne.
Danmark eller Israel
De startede med 14 ansøgerlande. Nu er der kun to tilbage, og torsdag finder Dansk Boldspil-Union (DBU) ud af, om EM-slutrunden for U/21-hold i 2011 skal finde sted i Jylland.
Eneste tilbageværende konkurrent er Israel, og hvis et flertal i det europæiske fodboldforbunds (Uefa) eksekutivkomité peger på det danske bud, så kan det ikke blive meget større for et land som Danmark.
Det største arrangement
- Det er det absolut største arrangement, som vi kan forestille os at få. Vi har haft Uefa Cup-finaler tidligere, men det her arrangement vil langt overstige dem. Som tingene har udviklet sig med en udvidet EM-slutrunde for A-hold, mener vi, at vi er så langt fra at kunne få en slutrunde for A-holdene, at det her er det størst mulige, siger DBU's generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, til Ritzaus Bureau.
UEFA har besøgt Aalborg Stadion
Repræsentanter har været på besøg på de fire stadioner i Jylland, hvor kampene skal afvikles, hvis Danmark vinder afstemningen. Det drejer sig om NRGi Park i Århus, SAS Arena i Herning, Energi Nord Arena i Aalborg samt Viborg Stadion.
- Jeg ved, at Uefas udsendte var meget begejstrede, da de var på besøg. De fire stadioner er ideelle, der er en god lokal opbakning i kommunerne, og Danmark har ry for at være gode til at organisere, siger Jim Stjerne Hansen.
Profilering af Danmark
Økonomisk regner DBU med, at arrangementet skal gå i nul, men peger på, at der er mange sidegevinster som eksempelvis profilering af Danmark i udlandet og det faktum, at det danske publikum får mulighed for at se nogle af de største stjerner tæt på. Både fremtidens stjerner, men også nutidens stjerner.
- Tidspunktet for slutrunden er rykket til ulige år, så den ikke længere kolliderer med EM- og VM-slutrunderne for A-landsholdene. Det gør, at der ikke længere er spillere, der skal spares, fordi der venter en anden stor slutrunde kort efter, siger Jim Stjerne Hansen, der peger på Nicklas Bendtner som en af de spillere, der kan repræsentere Danmark om halvandet år - og vinder DBU afstemningen, er Danmark automatisk blandt de otte kvalificerede hold.
Men DBU får travlt, hvis unionen får tildelt værtsskabet.
- Vi kan ikke passe sådan et arrangement ind ved siden af alt det andet, vi laver til daglig. Derfor skal vi etablere en selvstændig administrativ enhed, og vi vil først i det nye år lave en administrationsplan, siger Jim Stjerne Hansen.
/ritzau/