Fuldt hus for vindmølleansøgninger

 Fuldt hus for vindmølleansøgninger

Miljøministeriet fik alle pladser besat ved udbud i testcentre for kæmpevindmøller.

Det blev til otte ansøgninger til i alt otte forsøgspladser for kæmpevindmøller, da Miljøministeriet onsdag afsluttede det internationale udbud for det eksisterende testcenter ved Høvsøre ved Lemvig og det kommende i Østerild Klitplantage. Det oplyser souschef for Afdeling for Vindenergi på Risø DTU Peter Hjuler Jensen.

Først den 12. august offentliggør Miljøministeriet navnene på de vindmølleselskaber, der har fået de udbudte pladser. I forvejen har Vestas og Siemens sikret sig to pladser i Østerild, hvor tre pladser var i udbud. I Høvsøre var der udbudt fem af seks eksisterende pladser.

Souschefen siger, at han er lettet over, at der var bud nok til alle otte pladser.

- Det er første gang, vi har haft pladser i internationalt udbud. Vi er meget glade for at have fået fuldt hus, siger Peter Hjuler Jensen.

Selv om der ikke er ansøgere nok til, at staten kan vælge og vrage mellem de mest lukrative udbud, så er der ikke tale om en bet, mener souschefen.

- Selskaberne har budt uden at vide, hvor mange tilbud der ville komme. Så markedskræfterne har været i kraft. Jeg tror, at tilbuddene er givet ud fra en markedsvurdering af, hvad pladserne er værd, siger Peter Hjuler Jensen.

Mens kritiske røster anfægter både placeringen af et testcenter i Østerild Klitplantage og vindmølleindustriens behov i det hele taget for at teste kæmpemøller på land, så siger direktør i brancheforeningen Vindmølleindustrien Jan Hylleberg om udbudsresultatet:

- Det viser, at der er stort behov for testcentrene. Selv om antallet at tilbud ikke overstiger antallet af pladser, så mener Jan Hylleberg, at der er behov for endnu flere testcentre, som Miljøministeriet arbejder på at finde pladser til.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland