Fyldt bil kører galt på glat vej: 17-årig pige dræbt
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Teenageren sad på passagersædet, da bilen røg af vejen og ramte et stort træ. Hun blev dræbt på stedet.
En 17-årig pige har søndag aften mistet livet i en trafikulykke på en skovstrækning i nærheden af Thisted.
Teenageren var passager i en personbil, som kørte galt på Gammel Aalborgvej.
En anden ung kvinde på 18 år er indlagt på hospitalet i Thisted med alvorlige kvæstelser. Hun vil mandag blive overført til hospitalet i Aalborg, lyder det.
- De kommer kørende ind mod Thisted, og pludselig er kørebanen fuldstændig spejlglat. Chaufføren mister herredømmet over bilen, som rammer med siden ind i et stort træ.
- Den unge kvinde er dræbt på stedet, siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Teenagepigen sad lige på det sted, hvor bilen ramte træet.
Ulykken fandt sted omkring klokken 21.30. Yderligere tre unge mænd sad i bilen, da den forulykkede, men ingen er kommet alvorligt til skade.
Føreren af bilen, en 18-årig mand, er kommet lettere til skade.
Politiet mener udelukkende, at det isglatte føre er skyld i dødsulykken.
- Der er ikke noget, der tyder på, at der er blevet kørt for stærkt, siger vagtchefen.
Mandag eftermiddag kunne Thisted Politi frigive navnet på den omkomne, som var den 17-årige Julie Henriksen fra Frøstrup.