Gårdbutik leverer ferske og tilberedte ænder: Ved du, hvorfor vi fejrer mortensaften?
Foto: Signe Gru / TV2 Nord
Der er hverken en and eller nogen, der hedder Morten, med i historien bag traditionen mortensaften.
I gårdbutikken Rosenbeck Frilandskød ved Dronninglund har de i dag travlt.
De hjælper nordjyderne med maden til mortensaften.
I slagterbutikken sælger de ferske ænder, men som noget nyt tilbyder de også tilberedte hele menuer.
- Det skal 25 minutter i ovnen med 200 grader. Det kan de fleste finde ud af, fortæller ejer af Rosenbeck Frilandskød, Peter Rosenbeck.
Og tilbuddet om en nem aften i køkkenet bliver benyttet. Der er 100 bestillinger af menuen og 150 af den ferske and.
- Der er både kunder til selv at lave anden og få duften i hjemmet og til dem, der har lidt mere travlt og hellere vil sætte sig til bordet til den nemme løsning, siger Peter Rosenbeck.
Martin hvem?
Det anslås, at der hvert år slagtes 600.000 ænder op til dagen, så traditionen markeres hos en del danskere.
Også hos Peter Rosenbeck, hvor aftenmenuen står på hjemmeslagtet and.
Men er gårdbutikejeren egentlig klar over, hvorfor vi fejrer mortensaften?
- Det er jo noget med ham Martin Luther. Er det ikke rigtigt?, lyder det tvivlende.
Og det har han delvist ret i.
Historien starter faktisk tilbage i Romerriget, hvor Martin af Tours gemte sig i en gåsesti, for ikke at blive udnævnt som biskop.
De larmende gæs afslørede ham, og som hævn bestemte han, at alle husstande en gang om året skulle slagte én gås og spise den.
Og grunden til, at Peter Rosenbeck ikke er helt galt på den, er, at reformatoren Martin Luther mange år senere blev født den 10. november - på mortensaften - og derfor opkaldt efter Martin af Tours.
Se hele indslaget herunder: