LIGE NU:

Gadelys slukkes måske i Skørping

I aftes fik gadelysforening i Skørping bemyndigelse til at slukke gadelyset i byen, hvis ikke Rebild Kommune vil forhandle om overtagelsen af byens gadelys.

79 beboere fra Skørping var i aftes mødt frem til en ekstraordinær generalforsamling i gadelysforening. Her stemte 53 for at bestyrelsen må slukke dele af byens gadelys for at trække Rebild Kommune til forhandlingsbordet.

- Det er jeg utrolig tilfredshed med, siger foreningens formand Jørgen Paulsen.

Rebild Kommune har overtaget aktiviteterne i kommunens øvrige gadelysforeninger kvit og frit, inklusiv gældsposter, men i Skørping har man overskud i gadelysforeningen og vil ikke uden videre overdrage sine aktiver til kommunen.

Gadelysforeningen vil nu tvinge kommunen til at forhandle om betingelserne. Det har kommunen indtil videre afvist.

Ved at slukke gadelyset i dele af byen, må Rebild Kommune handle, for det er kommunen der er ansvarlig for at der findes gadelys.

Nu vil Jørgen Paulsen tale med Kommunen igen. Hvis de stadig ikke vil forhandle, så slukkes gadelyset.