Gang i sommerhussalget
Foto: Michael Schmidt (Arkiv)
De nordjyske ejendomsmæglere oplever en stigende interesse for sommerhussalget op mod påske.
Påsken er sæson for at kigge på sommerhus og måske endda investere i ét. I flere år har markedet ligget noget stille, men i år har der været større interesse end normalt fra mulige sommerhuskøbere.
- Det er helt anderledes i år. Vi har fået mange henvendelser fra folk, som vil ud og se på huse, og tilmeldingerne til påskens åbent hus er også begyndt at tikke ind, fortæller ejendomsmægler Per Olsen fra EDC Frandsen og Olsen i Løgstør.
Han forklarer den stigende interesse med lav rente samt faldende priser på fritidshuse. I Vestimmerlands Kommune skete der fra 4. kvartal 2010 til 4. kvartal 2011 et fald på 32,8 procent i priserne på sommerhuse.
- Vi oplevede en voldsom stigning i priserne i 2007 og 2008. Man prøvede at få priserne op på niveau med for eksempel vestkysten, men de kom nok for højt op. Så nu er vi tilbage på niveau med 2005-2006, siger Per Olsen.
Generelt faldt sommerhuspriserne i Nordjylland med 4,8 procent sidste år. Det tal dækker over prisfald i Jammerbugt Kommune på 7,8 procent, i Hjørring på 8,6 procent, i Mariagerfjord på 12 procent og altså 32,8 procent i Vesthimmerland, mens priserne i Aalborg Kommune steg med 5,6 procent og i Frederikshavn Kommune med 20,5 procent.
Lige nu er regionens dyreste sommerhus til salg i Gl. Skagen for ikke mindre end 25 millioner kroner.