Genåbning i Nordjylland: Højskoler og storcentre må væbne sig med tålmodighed

Onsdagens nyheder om den delvise genåbning af landet er blevet mødt med blandede reaktioner. For selvom detailhandlen kan åbne mange steder og de ældste elever i Nordjylland kan komme i skole, så er der også dem, der stadig venter på deres tur.

I lærerværelset på Nordjyllands Idrætshøjskole følger ledelsen spændt med i onsdagens pressemøde. For selvom højskolen stadig er nødt til at holde lukket, så spejder de efter lys forude.

- Jeg hører med håb, at vi måske får lov til at åbne allerede den 15. marts, hvis det går godt med den første åbning på mandag, siger Eva Terp-Hansen, forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole.

Højskolen havde planlagt at starte semestret den 10. januar, men på grund af restriktionerne har det ikke været muligt. Derfor er det også en lettet forstander, der nu øjner muligheden for at åbne midt i marts.

- Det betyder jo alverden, for vi har en stor flok elever der bare sidder derhjemme og venter på at vi inviterer dem indenfor. Så det her håb jeg syntes vi hører nu, det syntes jeg er rigtig fint, siger Eva Terp-Hansen.

Storcenter står klar

I Aalborg Storcenter er centerchef Preben Bjerregaard mere pessimistisk. Han havde håbet, at storcenteret kunne åbne op under skærpede coronakrav.

- Det er vi kede af. Vi ville egentlig gerne have været med nu her. Vi er klar til det. Vi har de fysiske rammer, de otte meter brede gange, kundetæller, you name it. Så egentlig er vi klar til at starte op, siger Preben Bjerregaard, centerchef for Aalborg Storcenter.

For Stine Pehrson, der er distriktschef i Henrik Ørsnes Ure, Guld og Sølv, modtages nyheden med blandede følelser. Butikken i Aalborg Storcenter skal stadig være lukket, men forretningen i Aalborg Midtby kan endelig åbne igen.

- Det er helt vildt frustrerende, at der kun er en, der må åbne. Vi skal tro på, at de beslutninger, de tager, er de rigtige, men jeg synes, det er en skæv fordeling, at vi ikke må holde åbent i centrene, når de må inde i byen, siger Stine Pehrson.

På Nordjyllands Idrætshøjskole er man klar til grønt lys for yderligere genåbning.

- Det, vi er bedst til, er at lave højskole. Vi savner eleverne og vil gerne have dem ind så hurtigt som muligt. Men selvfølgelig med respekt for, at det skal være forsvarligt, og det er derfor, vi bakker op om myndighederne, siger Eva Terp-Hansen, forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole.


Seneste nyt

fra Nordjylland