Genbo fangede tyv på vej ud af vinduet

En vågen genbo på Vibevej i Aalborg så en tyv kravle ud af et køkkenvindue med armene fuld af tyvekoster og tilkaldte politiet.

En vågen genbo opdagede søndag morgen en indbrudstyv i huset overfor. Klokken var ti minutter i otte, da han hørte et bump udenfor. Han kiggede ud af vinduet og så en mand, der var på vej ud af køkkenvinduet i huset overfor.

Indbrudstyven havde favnen fuld af tyvekoster. Genboen ringede med det samme til politiet, der sendte en patrulje ud til stedet, mens genboen fortsat havde politiet i røret.

Indbrudstyven havde imidlertid fået sat sig op på en cykel og var på vej væk med tyvekosterne, men han cyklede direkte ind i armene på politiet. 

Vagtchef hos Nordjyllands Politi, Peter Redder, roser genboen for hans årvågenhed:

- Det var meget fint arbejde, og det er jo en succeshistorie, når uheldet nu er ude, siger han.

Politiet anholdt tyven, der er en 18-årig mand . Han er en kending af politiet.

Den 18-årige mand havde blandt andet stjålet en Playstation, en computer og en X Box. 


Seneste nyt

fra Nordjylland